| Psykoanalyse | Gestaltterapi | Bioenergetik | Eksistentiel psykoterapi | Psykosyntese |
Psykosyntese
Psykosyntesen blev udviklet i begyndelsen af 1900-tallet af den italienske psykiater Roberto Assagioli. Sammen med bl.a. Carl Gustav Jung studerede Assagioli hos Sigmund Freud. Men hvor Freuds psykoanalyse forsøger at forstå den menneskelige psykologi ved at betragte de forskellige komponenter i psyken, søger psykosyntesen at bringe disse komponenter sammen til en forening, en helhed, så mennesket kan forholde sig kreativt og glædesfyldt til de psykologiske og spirituelle udfordringer, som livet byder på.
Assagioli forsøgte at bygge bro mellem vestens analytiske tænkning og østens filosofi. Han ville skabe en syntese, en helhed. Han grundlagde sin egen psykologiske teori og model, og kaldte den for Psykosyntese. I 50-erne samarbejdede Assagioli med den store pioner indenfor den humanistiske psykologi, amerikaneren Abraham Maslow. I lighed med den humanistiske psykologi bygger psykosyntesen på menneskets egne iboende ressourcer og indre kundskab i arbejdet med at løse de problemer, som hindrer os i at leve fuldt ud.
Psykosyntesen er en transpersonlig psykologi, som bygger både på psykoanalyse, på humanistisk og på eksistentiel psykologi. Den er en helhedsorienteret psykologisk forståelsesmodel, som inkluderer arbejde med krop, følelser og intellekt. Psykosyntesen forholder sig desuden til menneskets iboende potentiale af spirituel karakter. Den er en kreativ og ressourcesorienteret psykologi med et positivt menneskesyn og udmærker sig - som en af de eneste psykoterapeutiske retninger - ved bevidst at arbejde med det begreb, vi kalder sjælen. Dens arbejdsfelter er derfor også spirituel forståelse, visdom, kærlighed og inspiration.
Roberto Assagioli definerer sin psykologiske filosofi således:
Psykosyntesen er en teknik og metode til psykisk udvikling og selvrealisering for den, som nægter at blive ved med at være slave af egne indre spøgelser eller ydre påvirkninger, som nægter passivt at underkaste sig de indre psykiske kræfters spil, og som har besluttet sig til at blive herre over eget liv.