Psykoanalyse er:
• en behandlingsmetode for psykiske lidelser
• en videnskabelig teori
• en forskningsmetode
Det at udøve psykoanalyse er en selvstændig profession med basis i en langvarig uddannelse, hvori indgår egenanalyse og supervision på klientarbejde.
Teorien omfatter ikke kun psykiske lidelser og deres mulige helbredelse, men også personligheds-udvikling og det psykiske liv generelt.
Skematisk kan man gruppere psykoanalytisk litteratur og forskning under fem hovedområder:
1. Personlighedsudviklingen

2. Psykopatologiske fænomener og tilstande

3. Den psykoanalytiske behandlingsproces og "teknikken" ved udøvelsen af psykoanalyse

4. Udforskningen af de teoretiske hovedbegreber og deres indbyrdes forhold, den såkaldte metapsykologi

5. Anvendelsen af psykoanalytisk teori i studiet af psykologiske og kulturelle fænomener udenfor den psykoanalytiske behandlingssituation
Psykoanalysen blev udviklet i årene omkring år 1900, og er overvejende skabt af én mand: Sigmund Freud (1856-1939). Efter først at have arbejdet med neurofysiologisk forskning, begyndte han at behandle patienter med forskellige psykiske problemer efter bestemte psykologiske retningslinier. Hans indgangsvinkel var hypnose og suggestion. Med disse hjælpemidler nåede han frem til, at neurotiske symptomer har en mening og udspringer af konfliktfyldte punkter i personens livshistorie. I 1890'erne gik han bort fra brugen af suggestion til fordel for den metode, han selv udviklede - "de frie indfalds metode". Med udgivelsen af "Drømmetydning" (1900) var den psykoanalytiske teori i hovedtrækket færdigudformet.
Den psykoanalytiske behandling omfattede i starten fire til fem 45 minutters sessioner ugentlig. Analysanden - dvs. klienten - lå på en sofa, mens analytikeren sad bag hovedgærdet - altså udenfor analysandens umiddelbare synsfelt. Analysanden blev opfordret til at sige alt det, som dukkede op i tankerne uden at censurere noget bort. Analytikeren forholdt sig afventende med den hensigt at skabe en situation, hvor analysanden kunne forfølge sine egne tanker og indfald i deres forskellige forgreninger. I dette lå, at analytikeren ikke svarede på spørgsmål, kom med forsikringer, opmuntringer osv. Alt som udtrykkes fra analysandens side betragtes som materiale til analytisk undersøgelse.
I nyere tid har denne ortodokse form ændret sig til at blive mere dynamisk, således at klienten sidder overfor analytikeren.
I større eller mindre grad vil der altid forekomme en modstand fra analysandens side, mod at fortælle om det der dukker op i tankerne. Erkendelsen af denne modstand og analysen af motiverne til den er en vigtig bestanddel af behandlingsprocessen. Der vil også altid være forskellige grader og former for overføring, der gør sig gældende - det vil sige at analysanden opfatter analytikeren i lyset af oplevelser i fortiden, som har haft særlig betydning for personen. Udviklingen af denne overføring og en gradvis analyse af den danner en rød tråd i behandlingen som helhed.
En psykoanalytisk behandling varer mellem tre og seks år, men ikke sjældent kan en analyse vare længere. Psykoanalysen er en langvarig behandlingsform, fordi den har til formål at finde frem til de mest grundlæggende problemer i ens psyke. Målet er at frigøre det, som gennem ens udvikling har hobet sig sammen som ubevidste indskrænkninger i ens evne til at opfatte, føle, erkende og udtrykke sig i forhold til andre mennesker.